Hou Bådelaug


  Vejret lige nu:
  4,0 m/s ØSØ
  -67.8°C

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det skal være sjovt at sejle kapsejlads i Hou Bådelaug ...

 

kapsejlads 1

 

Kapsejlads i regi af Hou Bådelaug har fået en opblomstring i de senere år. Antallet af deltagende både har været stigende og der møder mellem 20 og 30 besætninger til start hver onsdag aften fra kl. 18. Vi er interesseret i at fortsætte denne udvikling og vil meget gerne i kontakt med sejlinteresserede havmænd og - fruer, som har lyst til at sejle kapsejlads. Alle er velkomne - mænd og kvinder - både de øvede og dem, der ikke har prøvet kapsejlads før.

Kapsejlads handler ikke kun om regler og spilersejlads. Kapsejlads handler også om at komme ud at sejle sammen med nogle andre og få prøvet sig selv og sin båd af på det niveau, man befinder sig på. Og det handler også om at få en sjov oplevelse under og efter kapsejladsen.

Vores kapsejladsbaner og løbsopdeling giver både plads til nybegyndere og til de øvede, og man bestemmer selv om man vil sejle med eller uden spiler. I det spilerfri løb sejles der efter almindelige søvejsregler. Det betyder, at du som nybegynder kan melde dig til i det spilerfri løb, og koncentrere dig om de grundlæggende sejlteknikker. Du er altid velkommen til at skifte over til sejlads med spiler, når du har mod på det.

Vi sejler hver onsdag i sæsonen og du kan deltage i kapsejladsen som skipper med din egen båd eller som gast på en anden båd. Vi sejler med handicapregler så der er ingen begrænsninger mht. hvilke sejlbåde eller motorsejlere der kan deltage -  du vil blive placeret i en startgruppe der passer til din båd.

Har du lyst til at være gast i en anden båd, kan du tilmelde dig gastelisten, som er tilgængelig på denne hjemmeside. Folk uden sejlerfaring anbefales at tage en sæson eller to på vores sejlerskole først..

Onsdagssejladserne slutter med hygge i klubhuset, hvor der kan købes mad og drikke, og hvor aftenens sejlads diskuteres ivrigt. Du er altid velkommen til at kigge forbi.

Kapsejlads giver god sejlerfaring

 

Som kapsejler får du en rigtig god mulighed for at lære at trimme din båd og optimere din sejlads. Selvom du er nybegynder på kapsejladsbanen, vil du med tiden lære at vælge den rigtige sejlføring og trimme båden under de forskellige vejrforhold. De erfaringer, du gør dig på kapsejladsbanerne, vil derfor komme dig til nytte, når du skal på sejlerferie eller på weekendtur med familie eller venner.

Hvis du vil vide mere er du velkommen til at komme til vores introduktionsaften eller tage kontakt til kapsejladsudvalget

Nyheder:


Aktiviteter: